Grundejerforeningen ved Bellahøj fyldte 100 år i 2013, og i den anledning blev der med støtte fra Lokaludvalget udgivet et jubilæumsskrift forfattet og designet af beboerne i GvB – kun en redaktør blev koblet på processen udefra.

Bogen indeholder beskrivelser af foreningens historie og forhistorie, beretning om bestyrelsens arbejde i 100 år gennem store trusler og mange omvæltninger, en præsentation af de forskellige byggestile, som forefindes i de 35 huse i GvB, med særligt henblik på Bedre Byggeskik. Desuden præsenteres foreningen i fest og farverige stunder, og de karakteristiske omgivelser gennemgås. Endelig præsenteres erindringer fra tre personer, som har boet det meste af livet i grundejerforeningen. Bogen er rigt og godt illustreret og smukt trykt, og den indeholder også en total fortegnelse af ejerne gennem tiden af alle 35 boliger i foreningen.

Bogen kan downloades her eller købes hos formand Holger Pyndt, hep@kl.dk, mobil 40 43 46 03.