Bekymrer du dig om luftforureningen i Brønshøj, Husum og Tingbjerg? Og er du ejer af en iPhone? Så kan du blive deltager i et stort forskningsprojekt, der ved hjælp af ny teknologi og ’citizen science’ vil kortlægge antallet af partikler i luften i en række europæiske storbyer.

Lokaludvalget søger deltagere til et EU projekt, der skal kortlægge mængden af partikler i atmosfæren. Projektet bygger på citizen science – data indsamlet af borgerne – og i Brønshøj-Husum skal der findes 50 deltagere, som skal måle forureningen ved hjælp af deres telefoner.

Mål med din iPhone
Miljøstyrelsen har inviteret Lokaludvalget med til det europæiske projekt iSpex, der vil udnytte borgernes smartphones til at indsamle værdifuld information om mængden af partikler i luften. I projektet er der udviklet en app og en dims til at sætte på telefonen – et såkaldt spektrometer – der kan anvendes til at foretage målinger af antallet af partikler i luften, også kaldet aerosoler. Spektrometret placeres over kameraet på telefonen, og sammen med app’en anvendes denne til at registrere mængden af partikler i luften. Spektometret fungerer dog kun med iPhone modellerne 4, 4S, 5 og 5S.

Udover København skal borgere i Athen, Barcelona, Beograd, Berlin, London, Manchester, Milano og Rom måle partikler i hele september måned.

Som deltager skal man foretage målinger udenfor på alle skyfri dage i september. Når målingen er foretaget sendes de indsamlede data sammen med telefonens geografiske placering til forskerne i Holland, der bruger dem til at danne kort over partikelforureningen. Kortene offentliggøres på hjemmesiden for projektet, således at borgere og andre interesserede kan aflæse resultaterne fra målingerne i de forskellige deltagende byer.

 

Tilmelding til projektet
Lokaludvalget har fået 50 målere til uddeling i Brønshøj-Husum. Hvis du vil deltage i projektet, skal du kontakte miljømedarbejder Jens Christian Elle på zn6e@okf.kk.dk. Målerne afhentes i lokaludvalgssekretariatet på EnergiCenter Voldparken.

Alle deltagere får en påmindelse umiddelbart inden målingerne skal sættes i gang den 1. september.
Læs mere om iSpex på projektets hjemmeside: http://ispex-eu.org/

Mere om iSpex

  • Alle uddelte iSPEX enheder er gratis.
  • Modtagere af iSPEX enhederne forpligter sig til at foretage målinger på alle skyfri dage i september 2015.
  • iSPEX kan bruges til iPhone modellerne 4, 4S, 5 og 5S.
  • iSPEX bruges til at måle mængden af aerosoler i luften. Aerosoler er meget små partikler eller dråber, der svæver i luften og omfatter bl.a. støv, sand, sod, sporer fra planter og aske. De aerosoler, der stammer fra menneskeskabte kilder, kommer først og fremmest fra svovl i fossile brændsler, sort sod (black carbon) og fra afbrænding af biomasse, fx træ. iSPEX kan ikke umiddelbart anvendes til at identificere hvilke typer af partikler der er tale om.
  • Der uddeles i alt over 9000 iSPEX enheder i Europæiske storbyer til målinger i september 2015.
    I København uddeles 500 iSPEX enheder.
  • Andre Europæiske byer der er involveret omfatter bl.a. Berlin, Amsterdam, Barcelona, Rom, Beograd og Athen.
  • I 2013 gennemførte forskere fra Leiden Universitet (med forskellige samarbejdspartnere) i Holland et eksperiment, hvor 10.000 iSPEX enheder blev delt ud i Holland til målinger.
1 svar
  1. Kamma Skov
    Kamma Skov siger:

    Interessant, men hvorfor måles der ikke i fyringssæsonen (oktober – marts), hvor brændeovnene forårsager kraftig partikelforurening? Private målinger i et kvarter i Brønshøj har vist et markant højere partikelforureningsniveau om vinteren end om sommeren og med døgnvariationer, der klart følger fyringstimerne fra sidst på eftermiddagen til ud på natten.
    Kontakt gerne undertegnede for oplysninger om vores private målinger, der er foretaget, fordi politikerne nedprioriterer at belyse problemet.
    Mvh Kamma Skov

Kommentarer er lukkede.