Seniorbofællesskaber i Brønshøj-Husum – lyder det ikke som en god idé? Det synes Lokaludvalget og den nye seniorbofællesskabsforening, der kalder sig Mosefundet.
Lokaludvalget har støttet etableringen af en seniorbofællesskabsforening i Brønshøj-Husum. Forud går halvandet års forarbejde med at afdække interessen lokalt og undersøge forskellige modeller for, hvordan ideerne kan realiseres. Vi har erfaret, at der er stor efterspørgsel på bofællesskaber blandt bydelens seniorer, og at det vil være interessant at etablere både almene seniorbofællesskaber i Brønshøj-Husum og fællesskaber som ejerboliger.
Mosefundet – Foreningen for seniorbofællesskaber i Brønshøj-Husum
En interessegruppe på 20-30 seniorer forberedte over foråret 2017 etableringen af en seniorbofællesskabsforening. Foreningen Mosefundet blev dannet på en stiftende generalforsamling den 23. august 2017, og Elsebeth Thorlak blev valgt som formand. Foreningen skal være en samarbejdspart til kommunen og boligorganisationerne i arbejdet med at få etableret almene og private seniorbofællesskaber i vores bydel.
- Se referat fra Mosefundets stiftende generalforsamling.
- Se vedtægter for foreningen Mosefundet
- Kontakt foreningen Mosefundet på email: mosefundet.info@gmail.com.
Baggrund
Tanken om et seniorbofællesskab opstod hos Lokaludvalget i forbindelse med udviklingen af Bystævneparken. Lokaludvalget mener, at kommunen bør indtænke attraktive seniorbofællesskaber i det kommende byggeri, hvor kommunen indtil videre bl.a. arbejder med ungdomsboliger, familieboliger og plejeboliger. Men seniorbofællesskaber kunne også placeres andre steder i bydelen.