Det er forhåbentlig ikke gået din næse forbi, at Brønshøj-Husum Lokaludvalg arrangerer 2700Kulturdag lørdag den 15. juni og vi er selvfølgelig til stede på dagen. Du kan møde os på Brønshøj Torv til en snak om lokaludvalgets arbejde eller deltage i en af de aktiviteter, som vi står i spidsen for.

I DEBAT-TELTET
12.00-12.45: Mere musik til bydelens børn. Der er alt for få musiktilbud til børn & unge i Brønshøj-Husum, mener lokaludvalget. Er du enig? Vi har inviteret Københavns politikere til dialog om bydelens ønsker. Ind til videre har Jonas Bjørn Jensen (S) fra Kultur- og Fritidsudvalget og Knud Holt Nielsen (Ø) fra Børne- og Ungdomsudvalget sagt ja til at deltage. Er du ung musiker, forælder til musikinteresserede børn, musikunderviser – eller bare interesseret i, at vi får flere og billigere musiktilbud lokalt? Så mød op med gode spørgsmål og forslag under armen og vær med til at påvirke politikerne. Til at tale det lokale musikmiljøs sag har vi inviteret blandt andre Anna Brønholt fra foreningen MusikAlliancen og Jesper Ravn Nielsen fra musikfestivalen En Sommerdag på Bellahøj.  Vi får også besøg fra musikpædagogisk forsker Finn Holst, der vil sige lidt om vigtigheden af at alle børn og unge har adgang til musiktilbud.Og Alberte Zoey Rochat fra Ungeråd KBH møder op og taler de unges sag.

14.00-14.45: Hvordan går det med trygheden i Brønshøj-Husum? Vi har inviteret lokalpolitiet og lederen af kommunens enhed Sikker By til en snak om tryghed – sammen med alle jer, der bor og færdes i bydelen. Kom og hør om resultaterne af den seneste tryghedsundersøgelse og giv dit bud på, hvordan vi sammen skaber et trygt lokalområde.

PÅ STORE SCENE
13.10: Uddeling af Bydelsprisen. Se hvem lokaludvalget hædrer for at yde en særlig indsats for bydelen.

PÅ TORVET
Kig forbi lokaludvalgets telt, hør om lokaludvalgets arbejde og vis os dit yndlingssted på vores kæmpe-kort.

Vi glæder os til at se dig til 2700Kulturdag, hvor der er gratis adgang og underholdning for alle aldre. Du kan se hele programmet her