I anledning af Copenhagen Jazz Festival inviterer Kulturhuset Pilegården og Brønshøj-Husum Lokaludvalg til et musikalsk møde mellem to af Danmarks fineste musikere i Vandtårnet i Brønshøj.

Det bliver utvivlsomt en enestående oplevelse. Hans Ulrik & Marilyn Mazur har skrevet ny musik specielt til dette dramatiske rum med den lange meditative efterklang, og publikum kan forvente en farverig og kalejdoskopisk musikalsk rejse i tæt samspil med rummets fantastiske akustik. Begge har tidligere spillet solo koncert i rummet – men her mødes de med et brag… Og en hvisken.

Mazur har en stor international karriere, herunder som orkestermedlem hos Miles Davis, Wayne Shorter og Jan Garbarek.
Hans Ulrik er en af landets travleste musikere – med mange projekter og udgivelser i eget navn, og medvirken i blandt andet DR Big band.

Efter koncerten vil medlemmer af Brønshøj-Husum Lokaludvalg vise rundt i vandtårnet og lægge op til debat om bydelens nye kultursted.

10. juli kl. 17 i Brønshøj Vandtårn, Brønshøjvej 29

Hans Ulrik – saxer, fløjter og basklarinet
Marilyn Mazur – alskens 
percussion

 

VIDEOKLIP

Hvis du ikke var med til koncerten, kan du her se et sammenklippet uddrag fra arrangementet i vandtårnet:

 

Video: Paul Skjødt

Foto: Nicola Fasano