I starten af 2022 er der valg til Brønshøj-Husum Lokaludvalg. Det betyder, at alle foreninger, råd og brugerbestyrelser mm. der har aktiviteter i Tingbjerg, Husum, Brønshøj eller på Bellahøj kan stille en kandidat op til Brønshøj-Husum Lokaludvalg og/eller være med til at bestemme, hvem der skal sidde i lokaludvalget i perioden 2022-2025.

Så hvis du og din forening gerne vil stille op som kandidat til Brønshøj-Husum Lokaludvalg, eller være med til at bestemme hvem, der skal sidde i lokaludvalget, så skal du tilmelde dig valget som repræsentant for foreningen.

Hvorfor skal du stille op til lokaludvalget?

Som repræsentant for en forening, skal du stille op til lokaludvalget, hvis du:

  • Vil arbejde for lokale visioner for Brønshøj-Husum – blandt andet i udarbejdelsen og realisering af en lokal bydelsplan.
  • Vil gå i dialog med lokale københavnere og forsøge at påvirke politikerne på Rådhuset, så dine og bydelens perspektiver og mærkesager bliver en del af udviklingen i Brønshøj-Husum.
  • Har lyst til at møde nye mennesker i bydelen og diskutere bydelens udvikling.
  • Vil bidrage til store og små forandringer i dit lokalområde? Brønshøj-Husum Lokaludvalg har blandt mange ting været med til at sikre nye cykelstier i Husum, renovering af Bellahøj Friluftsscene, offentlige møder om byudviklingen i Tingbjerg og Bystævneparken, nyt kulturhus på Brønshøj Torv og seniorbofællesskaber.
  • Vil være med til årligt at dele ca. 900.000 kr. fra lokaludvalgets puljemidler til forskellige aktiviteter i Brønshøj-Husum.
  • Vil have mere viden om København, lokalpolitik og demokrati? Vi tilbyder relevante kurser og introducerer til arbejdsgange i kommunalpolitik og byudvikling.

Vil du gerne tilmelde dig valget?

Tænk over det allerede nu! I starten af november lægger vi et link ud til at tilmelde sig valget.

Tøv ikke med at kontakte os, hvis du og din forening kunne være interesseret i at stille en kandidat op – så kan vi tage en snak om det. Vi kommer også gerne ud til et møde i foreningen for så vidt det er muligt og fortæller mere om lokaludvalgets arbejde og valget.

Kontakt: 2700lokaludvalg@okf.kk.dk

Hvad laver lokaludvalget?

Her på hjemmesiden kan du læse mere om hvilke forskellige projekter lokaludvalget arbejder med. Du kan også blive lidt klogere på, hvad lokaludvalgene i København arbejder med i denne video