Budgetønske: Naturværksted med bemandet legeplads
Brønshøj-Husum Lokaludvalg ønsker, at der til forhandlingerne om Københavns Kommunes Budget for 2026 afsættes midler til anlæg af et naturværksted med bemandet legeplads ved EnergiCenter Voldparken. Brønshøj-Husum er i dag markant underforsynet med naturpædagogiske tilbud til børn og unge – på trods af, at bydelen rummer en rig og let tilgængelig bynatur med blandt andet Vestvolden, Utterslev Mose og andre grønne områder. Denne natur udgør et oplagt grundlag for meningsfulde og engagerende lærings- og oplevelsesaktiviteter, hvis de rette faciliteter stilles til rådighed.
