FIRE ØNSKER TIL BUDGETFORHANDLINGERNE
NR 1:
Renovering af Brønshøj Gadekær og bedre vilkår for bynaturen
Brønshøj Gadekær har været et centralt samlingspunkt i bydelen siden middelalderen. Efter flere ombygninger gennem tiden står gadekæret i dag over for betydelige udfordringer. Kæret er utæt, og Københavns Kommune må hvert år tilføre mere end 3.000 m³ drikkevand for at opretholde vandstanden. Samtidig trænger de omkringliggende grønne områder til en opgradering, så de i højere grad understøtter natur, biodiversitet og ophold.
Brønshøj-Husum Lokaludvalg ønsker derfor, at der afsættes midler til at undersøge og udvikle en langsigtet, bæredygtig og klimatilpasset løsning. Målet er både at renovere gadekæret og skabe mulighed for fremtidig tilførsel af renset overfladevand. Derudover ønskes en helhedsplan for området omkring gadekæret, der styrker biodiversiteten, forbedrer de rekreative kvaliteter og videreudvikler et af Brønshøjs vigtigste historiske og grønne byrum.
NR 2:
Kunst som løftestang for fællesskab, identitet og medborgerskab i Brønshøj-Husum
Brønshøj-Husum Lokaludvalg ønsker at udvikle et kunstprojekt, der styrker bydelens identitet, fællesskab og sammenhængskraft gennem kunst i det offentlige rum. Projektet skal understøtte Københavns Kommunes kunststrategi og gøre kunst til en synlig og aktiv del af hverdagen for borgere i alle aldre.
Projektet omfatter et open call, hvor kunstnere inviteres til at udvikle fire skitseprojekter – ét i hver af bydelens fire områder – med afsæt i lokale fortællinger og fællesskaber. Derudover ønskes etableret fire midlertidige kunstpladser, som kan fungere som samlingspunkter for kunst, workshops og borgerinddragelse.
Projektet udvikles i samarbejde med kunstfaglige rådgivere, lokale aktører, institutioner og borgere for at sikre bred lokal forankring. Lokaludvalget ønsker, at der afsættes 800.000 kr. til kunstnerhonorarer, kuratering, borgerinddragelse, formidling og udvikling af kunstpladserne.
NR 3.
Forbedring af krydset Åkandevej/Gadelandet
Krydset mellem Gadelandet og Åkandevej opleves dagligt som uoverskueligt og trafiksikkerhedsmæssigt udfordrende for både bilister og cyklister. Særligt i myldretiden opstår der ofte lange køer på Gadelandet, når biler skal dreje til venstre mod Tingbjerg. Ventetiden medfører frustration og resulterer til tider i risikable manøvrer.
Samtidig oplever mange cyklister usikkerhed i krydset. Det gælder både cyklister, der kommer fra Åkandevej mod Tingbjerg, og cyklister, der skal svinge ind på Gadelandet. Kombinationen af flere trafikretninger, uklare vigeforhold og begrænset overblik skaber situationer, hvor bilister og cyklister overraskes af hinanden.
For cyklister, der kommer fra Tingbjerg, er svinget ind mod Gadelandet desuden meget skarpt, hvilket gør passagen vanskelig og uhensigtsmæssig. Samtidig er der et markant hastighedsmæssigt misforhold mellem trafikken fra Tingbjerg og trafikken på Gadelandet, hvilket yderligere bidrager til usikre situationer.
På denne baggrund ønsker Brønshøj-Husum Lokaludvalg, at der afsættes midler til at forbedre krydset mellem Gadelandet og Åkandevej. Der bør undersøges løsninger som eksempelvis signalregulering, rundkørsel eller andre trafiksikkerhedsmæssige tiltag, der kan skabe bedre fremkommelighed og øge sikkerheden for både bilister, cyklister og fodgængere.
NR. 4.
Etablering af cykelsti langs Pilesvinget
... og et stykke af Mosesvinget
Vi drømmer om, at alle kan cykle trygt og sikkert på en cykelsti i stedet for på vejbanen langs Pilesvinget.