Kulturnatten i 2700

Københavns største årlige endagsbegivenhed folder sig ud over hele byen fredag den 11. oktober kl. 18-23 og igen i år sænker kulturnatten sig også over Brønshøj, Husum, Tingbjerg og Bellahøj.

Når Kulturnatten forgrener sig til Brønshøj igen i 2024 forvandler den både velkendte og
hemmelige steder i bydelen til oplevelser. Brønshøj bliver vendt på vrangen med alt lige
fra plantekoncert, kunst, håndværk, lysende bygninger, hjemmelavet mad, en
guddommeligt god totaloplevelse i vandtårnet og meditative toner og tankevækkende
ord og oplevelser i de lokale kirker. Alt sammen kun for en enkelt aften. Og har man mere i sig, så venter der over 250 events i resten af Københavnsområdet.

 

Her er de lokale aktiviteter

Tommelise og den eventyrlige tråd i Tingbjerg \\ Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus
I Tingbjerg blomstrer fællesskabet frem i mødet mellem mennesker, der arbejder kreativt med deres hænder sammen med andre. Til Kulturnatten opstår synergien mellem kunst, håndværk, hjemmelavet mad, frivillighed, broderi og fællesskab. Oplev H.C. Andersens eventyr Tommelise som dukketeater, nyd smagsprøver fra Café Mors Varme Hænder og prøv at sysle i værkstedet med Igne Oya.

 

Lys og skygger i BRØK  \\ BRØK – Brønshøj Kulturhus
Med computere, synths og hjemmelavede maskiner byder kunstnerne Bo Thorning, Anders Børup og Andreas Wetterberg på en interaktiv elektronisk plantekoncert, som udvikler sig over hele aftenen. Elektroder forbundet til den voksende samling af planter omdanner berøring på blade og grene til lyd. Lydlandskaber, rolig natur og mekaniske beats mødes i et kontemplativt sanseunivers. På værkstedsloftet tænder lokale kunstnere UV-lampen til en workshop i den gamle fotografiske teknik cyanotopi. Lysfølsom emulsion eksponeres for kunstigt UV-lys og plantedele fremkaldes i klare blå nuancer. I tekstilværkstedet forvandles garnrester til smukke lampeskærme, som flytter ind i BRØK bagefter. I caféen er der Kulturnatten-menu.

 

Skærsilden \\ Brønshøj Vandtårn
Hovmod, misundelse, vrede, dovenskab, grådighed, fråseri og utugt! En syndig kulturnat venter. En totaloplevelse med dans, opera , teater, musik og hele 30 medvirkende kunstnere venter i Brønshøj Vandtårns katedrallignende rum, hvor de syv dødssynder fra Dantes "Den guddommelige komedie" bliver vækket til live. Man kan kigge ind lige, når man vil, men for den helt særlige Kulturnattenoplevelse anbefaler arrangørerne, at man er der kl. 19.00 eller kl. 21.00 til et guidet omvisning med Virgil, fængslets hovedvagt. Kl. 20.20-20.50 er der "Dante for begyndere” – en samtale med studerende fra Københavns Universitet.

 

Ord og toner i mørket \\ Bellahøj Kirke
Oplev den smukke og utraditionelle kirke, når dørene slås op til en meditativ aften, hvor stilheden veksler med ord og toner i mørket. Du kan tænde lys foran ikonerne, slå dig ned for en stund og lytte til kirkens musikere, når de nænsomt bryder stilheden med sprøde toner og indtrængende ord, der taler til hjertet. Gratis varm suppe til alle!

 

Bibelhistorier med Vigga Bro, koncerter og højskolesang \\ Husumvold Kirke
Vigga Bro tager publikum med på en rejse i fortællekunstens fascinerende univers, når hun fortæller de største historier fra bibelen tilsat musikalske indslag og fællessang fra Højskolesangbogen.

Billede
Kulturnattens logo