To nye kriterier for uddeling af støtte

Lokaludvalget har tilføjet to nye kriterier til listen over ting, som lokaludvalget kigger på, når der skal prioriteres mellem de mange gode ansøgninger, som lokaludvalget hvert år modtager til Bydelspuljen.

Opdatering vedr. Bydelspuljens formål

Denne sætning er tilføjet til beskrivelsen af Bydelspuljens formål:

"Vi støtter også aktiviteter, der sætter Brønshøj-Husum på københavnerkortet og giver københavnerne lyst til at besøge bydelens forskellige kvarterer."

Formuleringen skal understrege, at lokaludvalget (også) ønsker at bruge puljemidlerne på projekter, der kan få bydelen til at skille sig ud og på arrangementer, der er særlige og af en sådan kvalitet, at de tiltrækker gæster fra hele bydelen og hele København. Dette er i tråd med lokaludvalgets Bydelsplan, særligt Tema 2: VI UDVIKLER VORES BYRUM, BYNATUR OG ATTRAKTIONER I BRØNSHØJ-HUSUM | Brønshøj-Husum Lokaludvalg

Opdatering vedr. "Vi lægger særligt vægt på"

Denne sætning er tilføjet til beskrivelsen af, hvad lokaludvalget lægger vægt på, når der skal prioriteres mellem ansøgninger:

"At projektet er med til at øge mobiliteten i bydelen og styrke sammenholdet på tværs af bydelens kvarterer."

I lokaludvalgets Bydelsplan er beskrevet, hvordan Brønshøj-Husum er en sammensat bydel med fire forskellige kvarterer og at lokaludvalget ønsker at fremme udveksling mellem kvartererne og nedbryde (mentale) geografiske skel. Med tilføjelsen af en ny sætning til støttekriterierne tydeliggøres det, at lokaludvalget gerne vil have aktører til at byde ind med projekter, der på forskellig vis kan fremme mobiliteten og sammenholdet i bydelen. Det kan ske på mange forskellige måder, fx ved:

  • at projektet rummer aktiviteter i flere forskellige kvarterer for den samme målgruppe
  • at en ansøger, der normalt laver aktiviteter i ét kvarter, flytter sine aktiviteter til andre dele af bydelen
  • at projektet har til formål at skabe møder mellem borgere fra forskellige kvarterer