Bydelspuljen
Bydelspuljens støttekriterier
Fold alle ud
Formål
Bydelspuljen har til formål at støtte tværgående, bydelsrelaterede, dialogskabende og netværksdannende aktiviteter for borgere og brugere i lokalområdet.
Vi støtter aktiviteter, som er med til at forny eller udvikle bydelens miljø- og naturmæssige kvaliteter, det sociale og kulturelle liv samt bidrager til at gøre Brønshøj-Husum kendt som en attraktiv bydel at bo og leve i. Vi støtter også aktiviteter, der sætter Brønshøj-Husum på københavnerkortet og giver københavnerne lyst til at besøge bydelens forskellige kvarterer. Vi støtter aktiviteter, som øger borgernes demokratiske involvering og indflydelse og samler borgere i aktiviteter på tværs af etablerede fællesskaber. Vi støtter aktiviteter, udstyr og materiel, der gavner lokalområdet og bidrager til realisering af lokaludvalgets bydelsplaner.
Betingelser for støtte
Aktiviteter skal være lokalt forankrede og bydelsrettede. Det vil fx sige, at aktiviteterne finder sted i bydelen, arrangeres af lokale kræfter og/eller har en særlig interesse for bydelen.
Arrangementer skal annonceres bredt over for bydelens borgere - fx i den lokale presse, på hjemmesider, sociale medier og Brønshøj-Husum Lokaludvalg skal nævnes som tilskudsgiver i annonceringen.
Det støtter vi ikke
- Aktiviteter der er afholdt, når lokaludvalget behandler ansøgningen.
- Partipolitiske eller religiøst forkyndende aktiviteter og arrangementer.
- Projekter med et kommercielt formål.
- Dækning af ordinære lønudgifter til personale i offentlige institutioner og institutioner, der kan sidestilles hermed.
- Institutioner, foreninger og gruppers egne arrangementer og projekter, hvis arrangementet har karakter af et internt arrangement for en snæver målgruppe.
- Projekter, hvis primære formål er indkøb af udstyr/inventar eller bygge- og anlægsprojekter. Der gives heller ikke støtte til husleje og faste driftsudgifter, fx lønninger.
Vi lægger særlig vægt på
- At bevilling til løn og honorarer til ansøger selv som hovedregel udgør en mindre del af det samlede budget.
- At der er en væsentlig grad af frivilligt engagement i arrangementerne.
- At aktiviteter i væsentligt omfang indeholder medfinansiering fra ansøgeres side (fx frivillig arbejdskraft, medarbejdertimer, lokaler, materialer, fondsbevilling, entréindtægter eller egne økonomiske midler).
- At der er offentlig adgang for alle til aktiviteten.
- At aktiviteten er båret af lokale kræfter, det være sig lokale borgere, foreninger eller institutioner.
- At aktiviteten er arrangeret i samarbejde mellem flere aktører.
- At projektet er med til at øge mobiliteten i bydelen og styrke sammenholdet på tværs af bydelens kvarterer.
- At der er geografisk spredning i bydelen i de arrangementer, der får tilsagn.
- At der er spredning i målgrupperne i de arrangementer, der får tilsagn svarende til bydelens aldersmæssige, etniske og kønsmæssige sammensætning.
Ansøgningsfrister til Bydelspuljen
Ansøgningsfrister til Bydelspuljen 2026
- 6. oktober 2025 (behandles 20. november 2025)
- 12. januar 2026 (behandles 26. februar 2026)
- 20. april 2026 (behandles 28. maj 2026) (også ansøgningsfrist for Juletræspuljen)
- 17. august 2026 (behandles 24. september 2026)
Første ansøgningsfrist til 2027-Bydelspuljen er den 5. oktober 2026 med behandling den 19. november 2026.
Brønshøj-Husum Lokaludvalg reserverer midler til hver ansøgningsfrist, så Bydelspuljen ikke løber tør for penge.
Sådan sender du en ansøgning via den nye ansøgningsportal
Fold alle ud
Opret en profil
- Som ansøger skal man oprette en profil i ansøgningssystemet
- Du logger ind på din profil, når du vil tilgå dine ansøgninger
- Hvis du ønsker at ansøge puljer i forskellige lokaludvalg, skal du oprette en profil for hvert lokaludvalg. Du kan bruge samme profil til Bydelspuljen og Kvikpuljen.
- Du kan gemme dine ansøgninger som kladder, så du kan komme tilbage og færdiggøre dem på et senere tidspunkt.
- Du har en samlet oversigt over dine ansøgninger til projekter og ansøgningernes status.
- Du kan dele din ansøgning med andre, så I kan være flere om at udfylde ansøgningen. Dem du deler ansøgningen med, skal også have en profil i ansøgningssystemet.
Værd at vide når du søger
Hvem kan søge puljen?
- Privatperson med CPR-nummer, organisation/forening med CVR-nummer eller en afdeling fra Københavns Kommune med PSP-element.
Forbered dig på at oplyse følgende:
- Oplysninger om kontaktperson
- Navn
- Adresse
- Telefon
- Om du/foreningen er momsregistreret, og om I trækker momsen fra.
Du/I vil blive bedt om
- En beskrivelse af dit/jeres projekt.
- En tidsplan for projektet.
- Et budget for projektet – både udgifter og indtægter
- Information om aktivitetens målgruppe
- Et forventet deltagerantal
Ansøgningsskemaet
Obligatoriske felter er markeret med en stjerne*.
Ved skrivefelter er der et max. antal anslag. Du kan se antal anslag, du har brugt under feltet. Vær opmærksom på at linjeskift, bullets o.l. fylder meget og kan snyde i forhold til det oplyste forbrug af anslag.
(Oplysningerne skal gemmes løbende, så husk derfor at trykke ’gem kladde’, inden du går til næste side. Gør du ikke det, vil felterne på den aktuelle side gå tabt.)
Ansøgning retur til afklaring
Hvis sekretariatet eller lokaludvalget har spørgsmål til ansøgningen, sender vi ansøgningen retur til dig i systemet, så du kan opdatere ansøgningen.
- Når en ansøgning sendes retur, modtager du en mail
- Log ind på din profil
- Klik på den ansøgning, der er returneret
- Under ”Beskeder/Dialog” ses beskeden på den returnerede ansøgning
- Klik på blyant-ikonet for at redigere ansøgning
- Rediger din ansøgning, så den opfylder det, der bliver efterspurgt
- Klik på ”Send ansøgning” for at genindsende ansøgningen
Sådan indsender du til afrapportering
Senest én måned efter arrangementet er afholdt, dog senest den 31. december, skal du lave en afrapportering af projektet.
- Klik på ansøgningen, der skal afrapporteres
- Klik på ”Evaluering og regnskab”
- Klik på "Skema til evaluering og regnskab"
- Udfyld oplysninger om udbetaling og evalueringsskemaet. Klik derefter på ”Indsend”
- Du kan se status på rapporten, om den afventer godkendelse, er godkendt eller er afslået
Få hjælp til at sende en ansøgning
Det er altid en god idé at kontakte lokaludvalgets sekretariat inden du går i gang med at skrive din ansøgning. Sekretariatet kan give dig gode råd med på vejen og hjælpe dig med at vurdere, om dit projekt falder inden for Bydelspuljens formål. Læs også vores 'Ofte stillede spørgsmål', hvor du kan få svar på det meste.
Ofte stillede spørgsmål
Fold alle ud
Hvad kan jeg søge støtte til?
Med Bydelspuljen støtter Brønshøj-Husum Lokaludvalg alle former for lokalt forankrede aktiviteter, der danner netværk, skaber samarbejde og fører til dialog mellem lokale københavnere i bydelen Brønshøj-Husum. Du kan søge støtte både til enkeltstående aktiviteter og til længere indsatser eller forløb.
Du er altid velkommen til at kontakte lokaludvalgets sekretariat, hvis du er i tvivl om din idé passer til Bydelspuljens formål.
Længere oppe på siden kan du læse alle støttekriterierne for Bydelspuljen.
Her kan du kan se titlerne på de projekter, som tidligere har fået støtte fra Bydelspuljen og hvor mange penge lokaludvalget har støttet projekterne med: Tidligere støttede projekter
Hvem kan søge støtte fra Bydelspuljen?
Alle kan søge støtte fra Bydelspuljen, både privatpersoner, foreninger, organisationer og offentlige institutioner. Det er en forudsætning for at få støtten udbetalt, at du har en aktiv NemKonto.
Støtten fra lokaludvalget udbetales først, når dit projekt er afsluttet, og du har indsendt evalueringen og regnskabet. Du skal altså selv lægge ud.
Hvornår kan jeg søge?
Der er fire ansøgningsfrister til Bydelspuljen. Se datoerne længere oppe på siden. Din ansøgning skal sendes inden midnat på dagen for ansøgningsfristen.
Der går 6-7 uger fra du sender din ansøgning til lokaludvalget tager stilling til den. Søg derfor i god tid inden din aktivitet starter, så du kan nå at gøre reklame for dit projekt. Husk også, at lokaludvalget ikke støtter aktiviteter, der er igangsat.
Hvor mange penge kan jeg søge om?
Der er ikke nogen regler for, hvor stort et beløb du må søge. Støttebeløbene fra Bydelspuljen ligger typisk mellem 5.000-50.000 kr. Sekretariatet kan vejlede dig om, hvor mange penge det er realistisk at søge til netop dit projekt.
Kan jeg søge støtte til aktiviteter, der er afholdt?
Nej, du kan ikke få støtte til dit projekt, hvis dine aktiviteter er afholdt, inden du har fået svar på din ansøgning.
Hvad betyder "lokalt forankrede og bydelsrettede aktiviteter"?
Bydelspuljen støtter i udgangspunktet kun aktiviteter, der finder sted i bydelen Brønshøj-Husum. Du kan se et kort over bydelen her.
Lokaludvalget prioriterer at støtte projekter med en stærk lokal forankring, hvor aktiviteten skabes af eller i tæt samarbejde med lokale aktører.
Hvad sker der, når jeg har sendt min ansøgning?
Når du har sendt din ansøgning til 2700lokaludvalg@okf.kk.dk skriver lokaludvalgets sekretariat til dig og bekræfter, at ansøgningen er modtaget - typisk dagen efter, at du har sendt ansøgningen.
Lokaludvalgets sekretariat læser din ansøgning, inden den videre til lokaludvalget. Har vi spørgsmål til din ansøgning, kontakter vi dig på mail for at få uddybende informationer.
Det er medlemmerne af Brønshøj-Husum Lokaludvalg, der beslutter om dit projekt skal have støtte fra Bydelspuljen. Lokaludvalgsmedlemmerne er helt almindelige københavnere, der bor eller er foreningsaktive i bydelen. De kender måske ikke til din forening eller din aktivitet på forhånd, så vær gerne så konkret som mulig, når du beskriver dit projekt. Det er særligt vigtigt, at du beskriver, hvad skal der ske til aktiviteten, hvem målgruppen er og hvor mange deltagere du forventer.
Lokaludvalgets medlemmer vurderer din ansøgning ud fra Bydelspuljens støttekriterier. De kan beslutte at støtte dit projekt med hele det ansøgte beløb eller med en del af beløbet. De kan også beslutte at give afslag på ansøgningen. Får du et afslag, er det altid begrundet.
Når lokaludvalget har truffet beslutning om din ansøgning, får du et officielt svar via mail. Hvis du gerne vil have hurtig besked, kan du kontakte lokaludvalgets sekretariat dagen efter lokaludvalgsmødet eller se en oversigt over de støttede projekter her: Oversigt over støttede projekter
Hvordan skal jeg gøre reklame for mit projekt?
Det er op til dig at gøre reklame for din aktivitet, så målgruppen får kendskab til aktiviteten og mulighed for at deltage. Når du reklamerer for dit projekt, skal du nævne, at projektet er støttet af Brønshøj-Husum Lokaludvalg. Det kan du fx gøre ved at skrive ”Støttet af Brønshøj-Husum Lokaludvalg” når du laver en flyer eller skriver om projektet på sociale medier.
Du må også gerne bruge lokaludvalgets logo, som du finder længere nede på siden. Hvis du har brug for logoet i andre filformater, kan du kontakte lokaludvalgets sekretariat.
Hvis du reklamerer på Instagram eller Facebook, må du meget gerne tagge Brønshøj-Husum Lokaludvalg, for så kan vi hjælpe med at sprede ordet om aktiviteten.
Min aktivitet er afholdt - hvad gør jeg nu?
Når du er færdig med dit projekt, skal du udfylde et evaluerings- og regnskabsskema, hvor du skriver lidt om, hvordan aktivteten er gået og hvor mange penge, du har brugt. Du finder skemaet her: Evalueringsskema Bydelspuljen
Du skal også sende et par billeder fra aktiviteten. Du må også gerne sende os billeder af kvitteringerne for de udgifter, du har haft. Det er ikke et krav, at du sender dem sammen med evalueringen. Men du skal gemme kvitteringerne i et år, så du kan sende dem til, hvis dit projekt bliver udtrukket til stikprøvekontrol. 10 % af de projekter, der får støtte fra Bydelspuljen bliver bedt om at sende dokumentation på alle indtægter og udgifter.
Hvor lang tid må et projekt vare?
Du kan godt søge støtte til et projekt, der strækker sig over flere måneder. Dit projekt må bare ikke strække sig over et årsskifte. Det skal være afsluttet i det år, du har fået støtte til. Allerede i efteråret er det muligt at søge støtte til aktiviteter, der finder sted året efter.
Download lokaludvalgets logo
Evalueringsskema i Word-format