Ansøgningsfrister til Bydelspuljen i 2027

Også i 2027 kan du søge økonomisk støtte fra lokaludvalget til aktiviteter i bydelen.

Hvert år får Brønshøj-Husum Lokaludvalg en pose penge af Borgerrepræsentationen, som skal bruges til gavn for lokalområdet. Langt størstedelen af de penge giver lokaludvalget videre som økonomisk støtte til foreninger, organisationer og privatpersoner, som laver arrangementer og aktiviteter i Tingbjerg, Husum, Brønshøj og Bellahøj. 

Lokaludvalget har nu truffet beslutning om rammerne for næste års puljemidler. Ligesom tidligere år vil man i 2027 kunne søge lokaludvalget om økonomisk støtte fra Bydelspuljen, Juletræspuljen samt Kvikpuljen for børn og unge mellem 13 og 25 år.

5 ansøgningsfrister til Bydelspuljen i 2027

  • 5. oktober 2026 (behandles 19. november 2026)
  • 18. januar 2027 (behandles 25. februar 2027)
  • 19. april 2027 (behandles 27. maj 2027) 
  • 23. august 2027 (behandles 30. september 2027)
  • 11. oktober 2027 (behandles 25. november 2027)

Første ansøgningsfrist til 2028-Bydelspuljen er også den 11. oktober 2027. 

Mere end 1 million til lokale projekter

I 2027 er der 1.000.000 kr. i Bydelspuljen. Lokaludvalget har besluttet at reservere penge til hver ansøgningsfrist (på nær fristen den 11. oktober) - for at undgå at ansøgningsfrister må aflyses, fordi Bydelspuljen er løbet tør for penge. 

Udover den ordinære Bydelspulje har lokaludvalget afsat 50.000 kr. til at fortsætte Kvikpuljen: lokaludvalgets håndsrækning til børn og unge mellem 13-25 år, der vil lave aktiviteter i bydelen for andre børn og unge. Og med Juletræspuljen vil lokaludvalget gerne være med til at sikre julestemningen i bydelen. Juletræspuljen er på 120.000 kr. støtter både udgifter til at opsætte juletræer med julelys og til at afholde et arrangement i forbindelse med juletræstænding. Juletræspuljen har ansøgningsfrist den 19. april 2027.