DISSE ØNSKER GIK IGENNEM I BUDGETTET
I forrige uge vedtog Københavns Kommune et budget for 2023. Lokaludvalget havde inden budgetforhandlingerne indsendt en række ønsker, til hvad der skulle prioriteres i budgettet. Se ønskerne her
Sundhedsfeltet i Tingbjerg
Brønshøj-Husum Lokaludvalg ønsker, at der afsættes midler til, at Sundhedsfeltet i Tingbjerg kan fortsætte.
Sundhedsfeltet er et forsøg på at samle forskellig sundhedsfaglige aktører i Tingbjerg, og lave en lokal sundhedsindsats. Sundhedsfeltet har været forankret i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, der har haft et projekt i Tingbjerg, med at løfte borgere uden for arbejdsmarkedet tættere på jobs gennem sundhedsindsatser. Dette projekt er med budgettet gjort 4årigt og udvidet til et samarbejde med Socialforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.
Oprensning af Fæstningskanalen
Fjernelsen af det forurenede slam i Fæstningskanalen har været et stort ønske for Lokaludvalget. Vi er derfor glade for at Københavns Kommunes i budgettet for 2023 har afsat 8.5 mio. kr. til at fuldende den oprensning af Fæstningskanalen, der gik i gang i 2018. Det er selvfølgelig ærgerligt at Borgerrepræsentationen ikke fandt de fornødne midler tidligere, da man derved kunne have sparet de godt 2. mio. kr. det koster at genetablere arbejdspladsen.
I 2018-19 blev strækningen mellem Åkandevej og Mørkhøjvej renset for godt 1700 ton afvandet slam som blev kørt til deponi i Nordhavnen. I 2023 – 2024 vil der blive fjernet i omegnen af 2000 ton afvandet slam.