KULTUREN SNOR SIG GENNEM BRØNSHØJ

Der er en kulturel akse i Brønshøj, hvor det gamle vandtårn, Kulturhuset Pilegården, udstillingshuset Rytterskolen og Brønshøj Bibliotek ligger tæt ved hinanden og tilbyder forskellige kulturelle arrangementer til bydelens borgere. Lokaludvalget arbejder for at støtte op om initiativerne i kulturinstitutionerne og var blandt andet vært for et borgermøde om den fremtidige brug af Brønshøj Vandtårn sidst på året.

Lokale bakker op om Vandtårnet

Borgerne i Brønshøj-Husum er klar til at støtte op om et af bydelens vartegn, vandtårnet. Det stod klart, da der i november var borgermøde på Pilegården, hvor netop vandtårnet var på dagsordenen.

En af deltagerne var Per Sandholt, der bor tæt på vandtårnet.

”Jeg er generelt interesseret i at få Brønshøj på det kulturelle landkort i København. Jeg kunne godt tænke mig, at vores bydel blev endnu federe at bo i, og at vi samtidig blev et sted, som resten af københavnerne og andre havde lyst til at besøge. Der er vandtårnet en oplagt attraktion,” siger Per Sandholt, som efter mødet meldte sig til en vennegruppe for vandtårnet.

Lys tårnet op

Vandtårnet er en fredet bygning, og det siger sig selv, at det ikke er indrettet til koncerter eller andre arrangementer, men netop til at holde en stor vandtank og lede vand ud til området.

Udfordringen er derfor at bygge tårnet om til andre formål, samtidig med at man lever op til fredningsbestemmelserne.

På borgermødet diskuterede deltagerne, hvordan man kan bruge tårnet, og der var både kort- og langsigtede forslag oppe at vende, fortæller Per Sandholt.

”Min arbejdsgruppe foreslog at lyse tårnet op om aftenen. Det er et projekt, man kan gå i gang med uden at spørge fredningsnævnet, og det vil gøre alle opmærksomme på, at vi her har at gøre med et vartegn,” siger Per Sandholt.

Højdekager og tårnbrød

”På lidt længere sigt kunne man åbne bunden af tårnet op for offentligheden. Det kunne være oplagt at etablere et spændende univers med klatrevægge, som også kan bruges til kulturelle events,” fortsætter Per Sandholt og tilføjer:

”Og på lang sigt kunne man åbne op til taget. Tårnet er Københavns højeste punkt, så mange vil være interesserede i at se udsigten deroppefra. Og her kunne ligge en restaurant – eller et konditori, der sælger højdekager og tårnbrød.”

 

 

 

1 svar
  1. Mimi Hvass
    Mimi Hvass siger:

    Hej. Efter min mening skal vandtårnet ikke lyses op med mindre, der er mulighed for at gøre det mere spændende at kigge på. Generelt synes jeg, at de nuværende planer om at opføre en spejderhytte ved siden af vandtårnet er i konflikt med planer om at gøre våndtårnet til et kultursted og café på taget. Interesser, målgrupper og stilarter er så forskellige, at det er svært at se, hvordan det kan blive godt – især arkitektonisk. Da våndtårnet er fredet er der derfor kun en løsning og det er det kulturelle valg. Et stort bygningsværk med belysning m.v. kræver sin plads ligesom det blev tænkt da det blev opført. Mvh Mimi Hvass

Kommentarer er lukkede.