Det spirer i bydelen

I Brønshøj/Husum ser vi, at stadig flere og flere tager ansvar for de udfordringer som klimakrisen og naturkrisen giver os. Til vores arrangementer møder vi mange borgere der er levende interesseret i at være med til at gøre en forskel, hvad enten det drejer sig om interessen for hvordan vi kan invitere naturen ind i vores haver, hvordan vi kan producere gode fødevarer der hvor vi bor, hvordan vi kan skabe ny værdi af brugte ting og hvordan vi færdes i naturen på en måde, der ikke forurener.

I Lokaludvalget har vi en bunden opgave – at arbejde sammen med borgerne om at sætte gang i den grønne omstilling. Med afsæt i årets arbejdsplan vil vi i denne lille pjece fortælle om nogle af vores vigtigste aktiviteter i bydelen.

Til vores mange aktiviteter kan man dels få oplevelser, blive klogere og i hvert fald møde andre lokale borgere med samme interesse som én selv.  Hvis du vil have indflydelse på de større politiske tiltag, der sættes i gang omkring miljøet, kan du møde op til høringer og borgermøder og give din mening til kende.
Hvis du har lyst til virkeligt at arbejde med det lokale miljøarbejde er Lokaludvalgets Miljøudvalg åbent for alle.

  • Michael Hoff, fmd for Miljøudvalget

Miljøudvalget

Miljøudvalget mødes 10 – 11 gange om året. Typisk fra kl. 17 – 19. Møderne afholdes som regel på EnergiCenter Voldparken.

Størstedelen af Miljøudvalget er ikke medlemmer af Lokaludvalget, men engagerede borgere.

I Lokaludvalgets sekretariat er der ansat en miljømedarbejder, der arbejder tæt sammen med Miljøudvalget.

Er du interesseret i at høre mere om Miljøudvalget eller de konkrete projekter skal du være meget velkommen til at kontakte sekretariatet

Vi holder til på EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65. Skriv til direkte til vores Miljømedarbejder på zn6e@kk.dk eller ring 38811049.