Traditionen tro holder Brønshøj-Husum Lokaludvalg og Foreningen Brønshøj Vandtårn julekoncert i Brønshøj Vandtårn lørdag den 4. december.

Tænd lys på Brønshøj Vandtårn – klik her

Deltag i tændingen af lysene på vandtårnet og få tændt din indre julestemning til koncerten med vokalensemblet Dekorum og saxofonkvartetten JougaSax, som synger og spiller julen ind ved stemningsfulde koncerter i vandtårnet. Vi spreder også julehygge udendørs, når Cirkus Panik laver musikalsk ildshow og fakkelparade fra Brønshøj Torv til Brønshøj Vandtårn og Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus hænger julepynt på vandtårnet. Vi glæder os til at se jer!

Vær med til at tænde lys på vandtårnet digitalt

Vær blandt de 1500 børn og voksne, der fra egen mobil, tablet eller computer er med til at tænde lyset på vandtårnet digitalt. Al lys på tårnet tændes først, når mindst 1500 har klikket sig ind.

Tænd dit lys fra den 4. december kl. 10 og hele dagen – klik her.

Du kan indtaste din e-mail og være med i lodtrækningen om en flot julekurv.

Ildshow på Brønshøj Torv

Mød op på Brønshøj Torv kl. 15, hvor Cirkus Panik lyser torvet op med musikalsk ildshow. Kl. 15.15 går vi i street parade fra torvet til Brønshøj Vandtårn, så vi er klar til lystænding og koncert.

To koncerter

Om eftermiddagen den 4. december kan du opleve koncert inde i vandtårnet, som både byder på fællessang, kor og skønne saxofon-toner. Der serveres et glas gløgg, saft og æbleskiver inden koncerterne.

Koncert 1 kl. 16.00-16.45

Koncert 2 kl. 17.00-17.45

(De to koncerter er ens.)

Koncertbilletter:

  • Pris: 50 pr. koncert
  • Der er plads til 80 personer pr. koncert
  • Husk varmt tøj
  • Vi spritter af og sikrer god afstand

 

Køb billet til koncert kl. 16 via Billetto: Klik her

Køb billet til koncert kl. 17 via Billetto: Klik her

 

Saxofonkvartetten JougaSax

4 unge konservatoriemusikere spiller hymner af den senegalesiske komponist Julien Jouga. Kompositionerne er arrangeret for saxofon.

Frederik Moth (tenorsax), Mathias Harbeck (altsax), Ali Badreldin (barytonsax), Jeppe Cloos (sopransax).

 

Vokalensemblet Dekorum

Vokalensemblet Dekorum synger julen ind med sange fra hjertet. Sangerne i ensemblet har valgt hver deres yndlingsjulesang, og programmet består således både af smukke arrangementer af kendte og elskede juleklassiskere såsom Peter Bruuns arrangement af Dejlig er jorden, Hugo Distlers fantasi over En rose så jeg skyde og Gene Puerlings jazzede udgave af Silent Night samt originale kompositioner af bl.a. Eric Whitacre og Tomas Luis de Victoria.

Vokalensemblet Dekorum er en ambitiøs gruppe bestående af unge, erfarne korsangere. Med et erklæret mål om at være en skabende del af det danske musikliv arbejder koret for at bidrage med noget nyt og spændende ved hver eneste koncert. Om det skabende består i opførelser af overset eller glemt musik, nye arrangementer af det kendte og elskede eller helt ny musik komponeret specielt til gruppen, varierer. Men fælles for det hele er en anderledes måde at præsentere klassisk kormusik på – i al beskedenhed.