Brønshøj-Husum Lokaludvalg ønsker at revitalisere kulturarven på Husumvold og skabe mulighed for leg og bevægelse, historiefortælling og naturoplevelser.

 

Husumvold er en del af Københavns Befæstning – nærmere beskrevet betonfæstningen Vestvolden, som blev opført i perioden 1888-1892. Vestvolden er ca. 12 km lang og  strækker sig fra Avedøre til Utterslev Mose og krydser Hvidovre, Brøndby, Rødovre og Københavns Kommune.

I dag er Vestvolden en attraktion for turister, skolebørn og pendlere, og der er mulighed for at prøve cykelforhindringsbaner, mobilt skattejagtspil og meget mere. Den del af Vestvolden, som ligger i Københavns Kommune, kaldes Husumencienten eller Husumvold og for dette område har Lokaludvalget en drøm om at øge attraktionsværdien ved at:

  • Etablere en rulleskøjtebane på den eksisterende stiforbindelse, så man kan rulle helt til Hvidovre
  • Genanvende voldens bygninger til formidling af natur og kulturhistorie
  • Rekonstruktion af det oprindelig tog på volden – dressinen
  • Bycykler på EnergiCenter Voldparken eller cykeludlejning ved volden
  • En beskæftigelsesindsats der kan intensivere plejen af området, så forsvarsværket fremstår mere synligt. Fårelaug eller høslet kunne være brugbare metoder.

 

Lokaludvalget er i dialog med Center for Park og Natur, Naturstyrelsen og Kulturstyrelsen om disse ideer. Lokaludvalget har indstillet projektforslaget i Bydelsplan for Brønshøj-Husum 2013.

2 replies
  1. Martin Reinholck-Jæger
    Martin Reinholck-Jæger siger:

    Synes at det lyder skønt at der bliver gjort noget ved vedligeholdelsen af de gamle befæstningsanlæg, hvor grafitti og vejrlig på nuværende punkt har gjort voldanlæget til alt andet end indbydende.

    Men jeg tænte lige over en ting da jeg læste dette.

    På grænsen imellem Husum og Rødovre, (stykket afgrænset af Islevholm, cykelstien langs Vindingevej, stien op imod broen over Harrestrup Å og Volden) er det tilladt at lufte hunde uden snor, hvilket jeg synes er en fabelagtig ting. Men ville det ikke være en god idé at dette stykke blev hegnet ind, således at hundene ikke kan løbe ud på stien hvor der er en del cykelister, løbere og sandsynligvis også snart inlinere?

    Det ville i hvert fald gøre det mere oplagt at bruge stykket til at lade hundene løbe frit og lege, i stedet for som nu, nede ved det store grønne område mellem kagsmosen og S-togsbanen.

    Alternativt kunne dette område hegnes ind og gøres til “hundepark”.

    Det er jo sundt for hundene at få lov til at løbe frit og lege med hinanden og socialiserer sig uden line på.

    • Admin
      Admin siger:

      Det lyder som en god ide – det vil sekretariatet orientere arbejdsgruppen om. Du kan også bringe forslaget videre til Center for Park og Natur, som står for driften af området.

Kommentarer er lukkede.