Et galleri i en garage på en villavej i Brønshøj. Det lyder ikke seriøst, men kunstneren Jens Ivar Kjetså tager faktisk sit galleri Future Suburban Contemporary meget alvorligt.

Her har han fra maj 2014 til december 2016 afholdt flere end 12 udstillinger, som enten har haft form af en soloudstilling eller ’art battle’ mellem en dansk og en international kunstner. Men hvor velegnet er en garage på en villavej til at udstille samtidskunst?

”Den kunstscene, jeg hører til, stiller spørgsmål til, hvad et galleri egentlig er. I dag tager internettet mere og mere over som dokumentationsform, så i og for sig kan hvad som helst være et galleri. Jeg kender en, der har et galleri på sin mors køleskab, og jeg er selv i gang med udstillingskonceptet ’On the Carpet’, hvor mit tæppe i stuen bliver et online udstillingsrum,” siger Jens Ivar Kjetså.

Skulderklap

Ved seneste udstilling med den norsk-fijianske kunstner Matthew Quentin Midtskau havde Jens Ivar Kjetså fået støtte fra både Brønshøj-Husum Bydelspulje og Statens Kunstfond, og det tager nordmanden som et klap på skulderen.

”Jeg får støtte, fordi jeg er vedholdende. Jeg er ikke bare en mand, der laver noget underligt i min garage i Brønshøj. Nu er naboer og andre folk begyndt at lure på, hvad der sker derinde bag garagedøren,” siger Jens Ivar Kjetså.

En dag lå der eksempelvis en plastiklomme på hans trappe, og indeni var fem håndtegninger fra en lokal pige, der ville vide, om han kunne bruge dem til noget. Det kunne han – og 15-årige Kajsa Christiane Kjølsen blev dermed den første til at udstille på kunstnerens tæppe.