På 2700kulturdag i lørdags uddelte lokaludvalget den årlige bydelspris. Prisen tildeles grupper, foreninger, institutioner, forretninger og enkeltpersoner, der har gjort en særlig indsats for at skabe en levende udvikling i Brønshøj-Husum og dermed bidraget til at gøre vores bydel til et attraktivt sted at bo, handle og leve i.

Prisen gik i år til Husum Boldklub, og blev modtaget af formand Johnny Erik Nielsen. Formand for Brønshøj-Husum Lokaludvalg, Erik Fisker, begrundede valget således:

“Selvom Husum Boldklub er 95 år gammel, er der masser af liv og engagement i og omkring klubben – alt sammen båret af frivillig og ulønnet arbejdskraft. I bidrager til at børn og unge har et godt og trygt sted at komme og udfolde sig og udvikle sig. I har også arrangeret fodboldskole i sommerferien og er aktiv deltager i udviklingen af Husumparken og afholdelse af det store Efterårsmarked på Bellahøj.

Vi ved, at I trænger til et nyt klubhus til afløsning for barakken fra 1930´erne, og Lokaludvalget støtter jeres bestræbelser, nok ikke økonomisk, men politisk.

Tak for jeres store indsats og til lykke med prisen.”