Bondegården ved Tingbjerg Heldagsskole er ikke bare en af landets første byggelegepladser. Det er også en af de største. Og de mange dyr og bondegårdsstemningen midt i Tingbjerg gør stedet til et ganske særligt gratis fritidstilbud for børn mellem 10 og 17 år.
Om formiddagen er der åbent for, at kommunens andre institutioner kan booke sig ind, og hvert år benytter omkring 1500 børn muligheden for at besøge de mange dyr. Her er heste og et æsel i stalden, og desuden er der hunde, katte, kaniner, høns, ænder, geder og svin på Bondegården – og papegøjer i et voliere.
”Mange børn i byen, og ofte også deres forældre, har det forhold til dyr, at de er noget, man spiser eller bruger. Derfor kan de lære meget af at prøve at drage omsorg og tage ansvar for dyrene her,” fortæller pædagogmedhjælper Laura Holdt.
Hun var selv medlem af Bondegården fra 1994 til 2001, og siden har hun arbejdet på stedet.
”Jeg har selv fået lov at mærke, hvad man som barn får ud af at gå her, og det vil jeg gerne være med til at give videre. Når du arbejder med dyr, eksempelvis vores syv heste, er det ofte det hårde slid, der giver dig de små, fantastiske resultater. Børnene må knokle for resultaterne, og det har de godt af at opleve,” siger Laura Holdt.