Der er for alvor gang i byggeriet i Brønshøj-Husum. Efter planen står et nyt vartegn for området klar i år, mens en idrætshal også er godt på vej.

Tingbjerg får sit kulturelle kraftcenter
1500 kvadratmeter, der skal danne rammen for et væld af sociale og kulturelle aktiviteter i Tingbjerg. Det er, hvad der efter planen åbner i sommeren 2016, når Tingbjerg Kulturhus bliver indviet.
Det nye kulturhus kommer både til at rumme bibliotek, café, værksteder og en 120 kvadratmeter stor sal, der kan bruges til koncerter eller andre arrangementer.

Eleverne på Tingbjerg Heldagsskole får også gavn af det nye kulturelle kraftcenter, for arkitekterne Cobe har tegnet kulturhuset, så det bliver bygget sammen med skolen. På den måde kan skolen bruge kulturhusets faciliteter om dagen, og kulturhusets brugere kan få glæde af skolens areal om aftenen.

Rum til udfoldelse og fordybelse
Fra Skolesiden kommer kulturhuset til at ligne en stor sættekasse, hvor man udefra kan kigge ind i bygningens forskellige rum. Og indefra vil man opleve et byggeri bestående af store, åbne rum – kombineret med små, afsides kroge, der giver mulighed for at finde ro i den kulturelle mangfoldighed.
Når kulturhuset slår dørene op, er det til et væld af muligheder for brugerne fordelt over fire etager – en etage højere end resten af byggeriet i området.

Dermed er det ikke kun i overført betydning, at det nye kulturhus kommer til at rage op i landskabet.

Se hele Bydelsguiden 2016 her.

Tekster i bydelsguiden: journalist Mikkel Prytz