Den 6. december 2023 uddelte vi årets idrætspriser i Brønshøj-Husum ved et festligt arrangement i Café KAYs på Energicenter Voldparken.

Kultur- og Fritidsborgmester Mia Nyegaard overrakte priserne og lykønskede alle nominerede.

En kæmpe tak til prismodtagerne for det store stykke arbejde I lægger med at få engageret børn, unge og voksne i motion og bevægelse og med at styrke lokale fællesskaber i vores bydel. Også tak til Brønshøj-Husum Avis for at sponsorere indgraveringen af pokalerne og for den fine reportage fra prisuddelingen:

Vindere af idrætspriser skaber motivation og fællesskab – Idræt – Sjællandske Nyheder (sn.dk)

 

Her kan du læse om alle de nominerede

 

Lederprisen 2023

1. pladsen: Kirsten Høft, Kvindelig Arbejder Idræt (K.A.I.)

Kirsten har været gymnastikinstruktør i 46 år og virker bl.a. i Kvindelig Arbejder Idræt i Bellahøjhallen. Her sørger hun for at træne foreningens ældre piger hver mandag og torsdag, så de holder sig i rigtig god form.  Undervisningen foregår i en hyggelig stemning med god musik, så både kroppen og smilebåndet bliver rørt. Kirsten indsats for ældres sundhed fortjener at blive belønnet.

 

2. pladsen: Jesper Mathiesen, Brønshøj Boldklub

’Thiesen’ er drivkraften i Brønshøj Boldklubs Ungdomsafdeling. Alle børne- og ungdomsspillere kender og elsker ham, for her mødes man med omsorg, engagement og stor fodboldmæssig kunnen. Han er inde over alle hold fra U10 til U19, hvor han tager imod nye medlemmer, holder spillersamtaler, laver træningsplaner og giver feed-back til trænere. Desuden står han for talentudviklingen og træner flere af klubbens hold, bl.a. som U21- og U23-træner. Han har også spillet en afgørende rolle i det succesfulde ungdomssamarbejde mellem Brønshøj Boldklub og Boldklubben FIX. Thiesen er en ildsjæl, som gør en tydelig forskel i lokalområdet.

 

3. pladsen: Tommy Selchau Christiansen, Boldklubben Stefan

Tommy er en kæmpe ildsjæl, der brænder for forening og fællesskab. Han er frivillig træner for U13-drengene i Boldklubben Stefan, hvor han gør et stort stykke arbejde for at få drengene til at blive en integreret del af klubfællesskabet. Hver uge samles drengene efter træningen til en fejring af holdfællesskabet, som drengene på skift skal facilitere. Det er folk som Tommy, der er med til at udvikle foreningslivet, så det også tiltrækker de kommende generationer.

 

Idrætsprisen 2023

1. pladsen: Anders Lind

Anders Lind fra Brønshøj Bordtennis er en mester af højeste klasse i dansk bordtennis og dermed et bevis på, hvad vores bydel kan rumme af sportslige resultater. Anders har vundet adskillige danmarksmesterskaber i både single, double og mixed Double. Således blev dette års sejr i Single hans 6. i rækken! Udenlands har Anders Lind i 2023 imponeret ved at være den første dansker til at vinde i en World Table Tennis-finale – hvilket han så i øvrigt gjorde 2 gange, først i Herresingle i Tjekkiet og siden Herredouble i Bulgarien. Mange flere resultater kan nævnes men størst var kvartfinalen ved VM i Sydafrika, som placerede ham blandt de 8 bedste spillere i verden.

 

2. pladsen: K.A.I.

Kvindelig Arbejder Idræt er en lille gymnastikklub med sæde i Bellahøjhallerne, der til trods for at have eksisteret siden 1936 ikke har gjort meget væsen ud af sig selv. Klubbens mål er at holde ældre kvinder i form, hvilket opfyldes på fornemmeste vis med en aldersspredning i medlemsskaren fra 65 til 103 år! Corona-epidemien førte til et tilbageslag i aktiviteterne, som næsten har halveret antallet af aktive til de ca. 30 der i dag træner fast to gange om ugen. Med deltagelsen i årets idrætspris er det håbet, at der bliver skabt opmærksomhed på en klub, der trods svære vilkår gør en kæmpe indsats for ældres sundhed.

 

3. pladsen: Brønshøj/FIX U15 Drenge

Bydelens to største fodboldklubber, Brønshøj Boldklub og Boldklubben Fix, er gået sammen i et samarbejde på flere årgange. Deriblandt årgang 2009, som var en del af klubbernes pilotprojekt for at afsøge muligheden for et større samarbejde, som efterfølgende er sat i værk i et større klubsamarbejde.
Årgangens bedste hold har gjort sig yderst flot bemærket i den første af Sjællands elite rækker (Liga øst 3). Her har man med en positiv og offensiv tilgang til spillet, vist at man kan spille med i toppen af rækken og er på fornemmeste vis endt i top 3. Det er en meget flot præstation, da man er oppe mod mange klubber som har licensstatus i DBU og det lover godt for klubbernes samarbejde, at man med U15 har en “sund” årgang, der kan bidrage til klubbernes seniorhold i fremtiden.