Brønshøj-Husum Lokaludvalg uddeler årets Idrætspris og årets Lederpris den 7. december fra kl. 16-19 i Kulturcaféen på EnergiCenter Voldparken, og vi inviterer alle i bydelen med, når vi hylder den lokale idræt.

Kom og vær med til en festlig aften i idrættens tegn, hvor du både kan få sved på panden, spise lækker mad fra Det økologiske Folkekøkken, møde overborgmester Sophie Hæstorp Andersen, høre koncert med Juncker, tale med lokaludvalget om dine visioner for bydelen, og ikke mindst være med til at fejre modtagerne af de to idrætspriser.

Program

Kl. 16-17.30 : Aktiviteter for børn og voksne (spil hockey med Idrætsfællesskabet, prøv en tur i gymnastikbanen sammen med Krumspring eller tag med Rollespilsfabrikken i kamparenaen)
Kl. 17.30 : Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen overrækker idrætspriserne
Kl. 18 : Tapas fra Det økologiske Folkekøkken
Kl. 18 : Juncker hiver sin guitar frem og spiller et par sange
Kl. 19 : Tak for i aften

Tre nominerede til hver pris

Lokaludvalget har i løbet efteråret inviteret alle idrætsforeninger i bydelen til at sende indstillinger til de to priser og til at være med til Netværksmødet, som blev afholdt den 21. november, hvor de fremmødte valgte hvem priserne skal gå til. Til hver pris er der tre nominerede, og hvem der modtager prisen offentliggøres den 7. december.

De nominerede til Idrætsprisen er:

  • Krumspring som forening (gymnastik)
  • Brønshøj Boldklubs U14 Piger talent (fodbold)
  • B1960’s førstehold (fodbold)

De nominerede til Lederprisen:

  • Allan Juhl Jensen (formand i IF Stadion) (håndbold)
  • Aid Sarcevic (ungdomstræner i Boldklubben Fix) (fodbold)
  • Amina Poulsen, Safa Mohammed, Shaima Ahmad og Noor Mohammed (trænerholdet i SheZone) (svømning)