Den 6. december hylder Brønshøj-Husum Lokaludvalg den lokale idræt ved at uddele årets Idrætspriser. Vi har brug for hjælp til at finde ud af, hvem der fortjener at modtage de to priser:

Idrætsprisen 2023, der gives til en person, et hold eller en anden organiseret gruppe af idrætsudøvere, for en bemærkelsesværdig idrætspræstation i 2023.

Lederprisen 2023, der gives til en person eller en gruppe af ledere eller trænere, som har gjort en bemærkelsesværdig indsats.

Alle kan nominere kandidater til priserne ved at sende en mail til ck23@kk.dk eller ved at udfylde en online formular:

Nominer en kandidat til Idrætsprisen 2023

Nominer en kandidat til Lederprisen 2023

Fristen for at nominere er mandag den 6. november.

Idrætsforeningerne vælger prismodtagerne

Hvis din forening afholder idrætsaktiviteter i Bellahøj, Brønshøj, Husum eller Tingbjerg (inkl. Rådvadsvej, Genforeningspladsen og Grøndalscenteret) kan I være med til at beslutte, hvem der skal modtage årets priser. Det sker på et netværksmøde mandag den 20. november. Tilmeld din forening ved at sende en mail til ck23@kk.dk senest mandag den 6. november.

Kom med til prisuddelingen

Hele bydelen er inviteret med, når vi fejrer den lokale idræt. Prisuddelingen finder sted i Kulturcaféen på EnergiCenter Voldparken onsdag den 6. december kl. 17-19. Det er kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard, der uddeler de to priser.

Hvad er Idrætspriserne?

Brønshøj-Husum Lokaludvalg vil gerne være med til at sætte fokus på idrættens vigtighed i vores lokalsamfund. Derfor uddeler vi  de årlige idrætspriser i Brønshøj-Husum. Lokaludvalget har overtaget prisuddelingen fra den tidligere sammenslutning Brønshøj og Husum Forenede Sportsklubber, der har uddelt priserne siden 1974.

 

Flyer: Idrætspriserne 2023