radon

Har du kræftfremkaldende radon i soveværelset ? Brønshøj-Husum Lokaludvalg søger 10 boliger i bydelen, der ønsker at få testet deres hus. 

Radon er en radioaktiv luftart, der trænger ind i vores boliger gennem utætheder i fundamentet. Radon er ansvarlig for halvdelen af den samlede bestråling af den danske befolkning. Radon er den hyppigste årsag til lungekræft efter rygning ifølge Sundhedsstyrelsen. Hos børn øger radon risikoen for akut leukemi. I København er de sidste 10 år fundet radon over den vejledende grænseværdi i lidt over hver tredje bolig (jf. målinger fra Dansk Radonanalyse).

Alle nyere boliger opført fra 1998 bør være beskyttet af en radonmembran. Men det gælder ikke alle de ældre villager i Brønshøj-Husum, hvor der i stigende grad laves børneværelser i kælderen, hvor radon kan trænge ind gennem utætheder i fundamentet. En nyere undersøgelse viser dog, at også i nye boliger kan være problemer grundet sjusk med radonmembranen under selve byggeriet. Særlig i vinterhalvåret ses forhøjede radonkoncentrationer i indeluften. Særlig kritisk er høje koncentrationer i rum, hvor vi opholder os længe f.eks. soveværelser og stuer/opholdsrum.

Brønshøj-Husum Lokaludvalg er meget opmærksomme på problemstillingen og har derfor netop besluttet at igangsætte et projekt for at få mere viden om radonindholdet i bydelens boliger. Som led i projektet måles radon i 10 boliger i Brønshøj-Husum og der laves en folder om radon i boliger og simple løsninger til at nedbringe radonindholdet. Folderen og resultaterne fra målingerne præsenteres på et stort borgermøde senere på året. Projektet gennemføres som et samarbejde mellem Brønshøj-Husum Lokaludvalg og Det Økologiske Råd.

”Vi søger lige nu 10 frivillige familier, der vil lægge hus til målingerne fra medio februar til medio april. Vi vil derfor meget gerne i kontakt med alle interesserede borgere.” siger Jens Christian Elle, miljømedarbejder i Brønshøj-Husum Lokaludvalg.

Målingerne består i 2 små bokse på størrelse med en lille tændstikæske, der skal have lov til at ligge uforstyrret i et soveværelse eller opholdsrum fra medio februar til medio april, mens rummet bruges helt normalt. Rummet skal enten være placeret i kælderen eller i en bolig uden kælder fra før 1998. Men undersøgelsen har særlig fokus på ældre villaer fra før 1970. Interesserede borgere kan kontakte Jens Christian Elle på zn6e@okf.kk.dk eller på 38811049 / 40271049.

”Det er vigtigt at undersøge problemets omfang i bydelen og forklare, hvordan folk selv kan få målt radonindholdet i deres bolig, og hvordan radonindholdet kan nedbringes, hvis der er et problem” siger Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver ved Det Økologiske Råd og bosiddende i Brønshøj.

 

Tjek Radonguiden 

Fakta om Radon (Wikipedia)

 

1 svar

Kommentarer er lukkede.